Lettere indberetning af emballage-mængder, der eksporteres i senere led
Den 27/11 meldte Miljøministeriet ud, at indberetning af emballage-mængder, der eksporteres i senere led, lettes.
Hvis I sælger til kunder, som senere eksporterer til udlandet, så er det ikke længere nødvendigt at indberette disse mængder og senere skulle gennem det digitale flow i DPA for at ansøge om reduktionsmængder.
En underskrevet erklæring om eksport fra jeres kunde, som eksporterer emballagen købt fra jer, er nu tilstrækkelig. Denne erklæring anvendes som dokumentation for, at en andel af den købte emballage hos jer, anvendes til eksport, og således ikke skal rapporteres eller betales i Danmark.
ERP Denmark har en skabelon, der kan anvendes til formålet, og som kan hentes i vores rapporteringsportal. Det er vigtigt, at udfyldte erklæringer gemmes og gøres til en del af jeres egenkontrol, og kan fremvises ved forespørgsel.
Denne forenkling er meget velkommen.
Yderligere forenkling og måske også besparelse
Mange danske virksomheder har allerede oplevet, at danske emballageleverandører viderefakturerer producentansvarsgebyr på generisk emballage og endda også et ekstra gebyr oveni for administration heraf.
Ved at få jeres navn, logo eller varemærke på emballagen, eller I påsætter selv et mærkat med jeres navn, logo eller varemærke efterfølgende (hvilket I meddeler jeres leverandør) overgår producentansvaret til jer.
Hermed opnår i fuld kontrol over emballagen, alt efter hvor I sender emballagen hen. I kommer til at betale producentansvarsgebyret selv, men det gør I også, når I køber fra dansk emballageleverandør, da de viderefakturerer gebyret. Dertil undgår I den danske emballageleverandørs eventuelle yderligere procenttillæg på gebyret for deres håndtering heraf.
Events, News
februar 2nd, 2026